Sådan laver du et rigtig godt password

Sådan laver du et godt passwordVi bruger passwords og adgangskoder flere og flere steder. På rigtig mange hjemmesider skal man logge ind for at kunne benytte siden. Det giver mange muligheder, da man kan gemme personlige detaljer fra gang til gang. Men det gør også dig mere sårbar overfor hackere der vil udnytte dine personlige oplysninger.

Det er derfor meget vigtigt at man laver sig et password som er svært at knække eller gætte sig til for andre. Men samtidig duer det jo ikke, at du laver så svær en kode, at du ikke selv kan huske den, når du skal bruge den.

En god adgangskode bør indeholde store og små bogstaver samt både bogstaver og tal. Tillader siden at du kan bruge forskellige tegn, så er det også en rigtig god idé at bruge tegn som komma og punktum.

Den dårlige adgangskode

Mange vælger desværre adgangskoder som er nemme at gætte sig til, hvis du kender lidt til personen der har lavet den. Det kan være navnet på et af børnene, kæledyret eller lignende. Men der er også mange der vælger adgangskoder der er hurtige at taste på et tastatur som f.eks. “123456” eller “qwerty”. De er selvfølgelig hurtige at taste og nemme at huske. Men det er tilgengæld ofte dem en hacker gætter først på, når de forsøger at bryde passwordet.

Den gode adgangskode

Som tidligere nævnt bør du have både store og små bogstaver med, samt tal og bogstaver i dit password. Oftest skal du også bruge minimum 6 eller 8 tegn. Jo flere tegn du bruger, jo sværere er den selvfølgelig at bryde.

Det er jo sådan set ikke noget problem at sammensætte sådan en adgangskode med nogle tilfældige tegn. Men den vil blive meget svær at huske, medmindre du bygger den på noget du kan huske. Det er derfor en god idé at bygge den udfra en sætning, som du nemt kan huske.

Her kan du f.eks. så bruge dit kæledyrs navn og lave en sætning du kan huske. En sætning kunne derfor som eksempel lyde: “Min første hund hed Chili og havde  fire poter”.

Du tager så første bogstav i hvert ord og bruger i din kode. Talordene skriver du om til tal. Det giver dig nu følgende password: “M1hhCoh4p”. Denne kode er ikke helt nem at knække, medmindre du selvfølgelig siger eller skriver sætningen offentligt. Det skal du jo ikke. Så nej, denne adgangskode bruger jeg heller ingen steder.

 

Skriv kommentar

*